ERP #001

1420343966207

Her er noterne fra i fredags. Killwise har vi marodøret ni drow, men de var sku lidt weak så mon ikke de tæller som CR½?

Spilgang I – – 27/02 noter til rollespil

Inspiration: vi skal hlde sytr på hvad vi laver så vi kan give ppints til hinanden

Start: vi er kommet ud af hulen fra elverlandet, hvori der var en drage. En elver er kommet med os – iklædt fullplate med Corellon Lorethion og ridende på en grif; Llandrir Mir er hans navn. Han hjælper Urfolk med at atune sig til øksen.

Han skævede til bålet. ”Start med begyndelsen. Hvorfor rejser i til Cormyr?” Den anden mand ved bålet suttede kort på sine tænder. ”Mm. Der er en klerister-kirke dér – vi bringer dem budskab om en vampyrbesættelse i en nærliggende landsby.

Manden der betalte os for at loote hulen er stukket af; Parvel har fået hugget en arm af, og er sur på manden. Han efterlod en enkelt tønde med nogle monies.

Note: parvel er dedikeret til det at hævne sin arm på dat motherfucker, manden på vognen der stakaf.

Vi tager afstred for at finde Elandingsbanes bror; som alandsingsbagenes altid kan spore. Da vi tager lejrbål, fortæller Elandingsbange mig om øksen, som vi fandt. Imens vi hviler tager Drak’tholl ud og jager – og så bliver vi andre angrebet fra mrket af pile.

Vi bliver angrebet af Drow!!

Der castes Darkness, og jeg kan se i mørke. Min økse giver +3/+3, og et ekstra angeb fordi den er hurtig. Jeg får et adrenalin kick af at blive slået ned, og jeg hakker videre igennem deres panswer.

Og så døde jeg. : (

De andre kæmpermvidere imod drow elites. Haste er fucing based

Vi har nakket fem drows plus fire elites.

Borin – dværgen – ønsker mig i live igen med ringene- og da vi spiser aftensmad, snakker vi om hvorfor vi blev angrebet (drows angriber tilfædligt) og hvorforeg ikke så dem (jeg sad og kiggede ind i flammerne). Det gør vi anderledes næste gang. Vi lootede 252 gp fra dem (noteret). Imens vi spiser, bruger Urfolk sit sidste ønske på at bringe Parvels arm tilbage – men det fungerer ikke helt. Parvel får en lillebitte arm ud. Han går ud i skoven for at brænde den væk.

Jeg iver Jimmer 6 inspiration.points for at skærebrænde sig selv. Jeg giver john 2 for Judicious use of Haste, og stub to for at være ne god spilskaber med BG-historie.

Mekanisk set skete der det at vi startede fra hulen hvorinde vi havde været hos ham duden elveren i deres landsby i de vildske feskove; men dén magiske favn forlod vi sporenstregs efter ankomst. Hulen havde vi været inde i fordi en rigmand havde tilbudt os en enorm sum guld for at drage ind i hulen og hente en enorm mængde guld. Med os derfra fulgte Elandri, pa-ládin af det stolte hus Mir. Tilbage i den virkelige verden foreslog han os at vi kunne rejse med ham; han skulle finde sin bror. Idet han forklarede at broren havde brug for hans hjælp, og at det ikke var et problem at finde ham, og at broren var en powerful cleric af en art, så var det en god at ide at følges ad.

På vej gjorde vi holdt i en skov om aftenen for at hvile. Drak’tholl tog ud for at jage. VI andre slog lejr. Urfolk påtog sig første vagt. Elandri tog sig af sin grif. Om natten blev vi angrebet af drow, og så sov vi videre.

Om dagen gik de, og om natten sov de i lejr. De skiftedes til at holde vagt, som det var deres rutine. En nat imens Urfolk stirrede ind i det ulmende bål sneg to drow sig tæt på lejren i mørket og angreb. En pil satte sig i stubben som han sad på, og en anden spiddede et telt. Med et højt råb – alarm, alarm! råbtes lejren op. I løbet af et øjeblik var der samlet til kamp, spidsørede marøderer imod højtråbende eventyrere. På den ene side tælles Drak’tholl, mægtig troldmand af drageæt, som skræmmer folk og kaster flammer der giver skrammer dér hvor de rammer og stammer (fra), samt Parvel, som er en for nyligt enarmiet menneske hvis magiske kræfter bærer stille vidnesbyrd om hans dybe dedikation og standhaftige standarder – med ligefremme metoder vil han løse sine problemer. Derudover tælles også nu Elandri, ædel sjæl af rang, en kriger hvis titel på deres eget sprog er pa-ládin, ridder af templet, og som i kamp bæres af trofaste griffer, og ved hans side findes den lunefulde krigsloch Urfolk, en landflygtig ha’ork af steppebyen Terresminne.

Urfolk løser sine problemer ved at slå dem ihel med en økse. Ihvertfald i de fleste fantasy-kontekster han er ude i. Han kan også kaste magi, og se i mørke. Håret der sidder på den intense dværg er skærende orange; som en ø af farve i krigskaos kan dværgen altid ses i det tykkeste af kampen, syngende, råbende og skrigende sin vrede og smertende ære udi vort vort fjendskabs blod. Han kaster sig gladeligt i sin kamprus, deri hvor han bades af blod som et bjerg syret i had, bærende en rød jernøkse hvis navn er rust for alle dens ofres’ tårer; som en slayer søger han sin ære og intet andet. Komme regn eller jord, sol eller vind, komme liv komme død vil han standigt opsøge sine hjertekære, tror jeg.

På den anden side var der en navnløse røvere, kun grupperet af deres fælles afstamning: drow-byerne i mørket, i undergrunden – det solløse land under landet, af endeløse grotter og ufatteligt dybe huler: Undermørket. Disse griske røvere havde ikke en kinamands chance. Alle tilhobe faldt de, når man ser bort fra een af dem som stak af. Vi sparede dem ingen tanke, men lootede ligene for deres guld og lod dem ellers ligge for dyrene at spise.

Der var fem almindelige typer, som havde chainshirts og sværd, og fire eltiretyper med hårdt læder og små crossbows, disse brugte dog gift på deres våben og var derfor en stor trussel.

Efter kampen sov vi videre. Spilstop.

1 kommentar

Skriv et svar